fbpx Skip to main content

Psykoterapi

Kontakt mig

Hvad er Psykoterapi?

Psykoterapi handler om at hjælpe mennesker ud af livets vanskelige perioder og er en vej til at komme videre, når livet gør ondt eller synes meningsløst.

Der kan være mange forskellige grunde til at gå i psykoterapi. De fleste mennesker opsøger en psykoterapeut, fordi der er noget i deres liv, som går dem på og forringer deres livskvalitet. Det kan være, at de slås med angst, OCD (tvangstanker), depression, stress, mindreværd, generthed eller mobning. De kan også have haft en traumatisk oplevelse, befinde sig i en krise eller af andre årsager have brug for hjælp til at komme videre i livet.

Psykoterapi hjælper også mennesker, der ikke er i krise, men som vil lære mere om sig selv og udvikle sig enten professionelt eller personligt.

Hvad går psykoterapi ud på?

Psykoterapi er samtaleterapi. Der er forskellige grene inden for psykoterapien, det er dog fælles for al psykoterapi, at den ved hjælp af samtaler fokuserer på først at identificere og derefter at ændre de dynamikker, mønstre og mekanismer, der ligger bag symptomerne. Fokus er altså på at italesætte og arbejde med de tanker, følelser, handlinger og hændelser, der gør, at man for eksempel bliver stresset, er trist eller føler angst.

Med andre ord handler psykoterapi om at støtte og hjælpe mennesker med at få indsigt i og forstå deres psykiske problemer for derefter at give dem de værktøjer, de har brug for, til at fungere bedre i hverdagen og få en højere livskvalitet.

For nogle går den proces hurtigere end for andre, og behandlingens længde afhænger altid af det enkelte menneske. For nogle er et par møder med en psykoterapeut nok, andre har behov for et længere forløb.

Kontakt mig